mandag den 31. august 2009

Fantastikprisen 2009 for noveller ...

... vandt jeg ikke. Ærgerligt, ærgerligt. Men det er jo også fint blot at være nomineret (skriver jeg ikke alt for forsmået). Og de andre nominerede må siges at være virkelig gode:

- Bernhard Ribbeck; "Var er et stort ord" i Horror.dk, Tellerup 2008.
- Bjarne Dalsgaard Svendsen: "Utopia" i Horror.dk.
- Hanna Lützen: ”De små søstre med glasuransigter” i Horror.dk.
- A. Silvestri: ”When the Music´s Over” i I Overfladen, Science Fiction Cirklen 2008.
- Kenneth Krabat: ”Historiens korte arm” i I Overfladen.
- Teddy Vork: "Skyggespil" i Hvor skyggen falder, Tellerup 2008

Jeg har læst de tre noveller fra Horror.dk og bedre horror skal man lede længe efter. Krabat har jeg ikke læst noget af, men har hørt og læst meget rosende ord om ham, desuden har/havde han på sin hjemmeside nogle glimrende råd/fif til den håbefulde skrivende, som jeg stadig konsulterer http://www.menneske.dk/krabat/

Heller ikke A. Silvestri har jeg ikke læst noget af endnu, men det skal jeg helt afgjort. Ikke blot fordi han vandt Fantastikprisen for sin novelle ''When the Music's Over,'' men også fordi jeg hele tiden støder på anbefalinger af hans noveller, som er udgivet i et utal af forskellige antologier, og så virker hans som en forfatter med originale, skæve og dystre ideer. Mange gange tillykke til ham. Man kan læse mere om Silvestri her:http://asilvestri.blogspot.com/

lørdag den 29. august 2009

Textanalyse/Systime

Textanalyse under Systime.dk har lagt en af mine noveller fra Himmelskibet, ''En helt forkert kiste,'' ud på deres hjemmeside ud som en af de mange online-tekster, elever kan analysere. Fedt. Så er der mulighed for, at lidt flere måske vil læse historien om en bedemand, der fusker med kisterne og deres træsorter - fyrretræ er i dette tilfælde en meget dårlig løsning, hvilket medfører en særdeles utilfreds kunde.

mandag den 24. august 2009

Skriveblogging

Jeg er netop blevet færdig med 2 års Skrivekunst på Syddansk Universitet i Kolding, et tilvalg/sidefag jeg kun kan anbefale. De forskellige fag og inspirerende undervisere (meget mere om Skrivekunst en anden gang) har haft stor indflydelse på, hvordan jeg skriver nu, ja ... faktisk på hele min tilgang til skrivning. Vi har selvfølgelig haft 'almindelige' skriveøvelser, tekstlæsning/kritik og eksempel tekster. Men for mig har et nyt aspekt: skriftlig refleksion, været en øjenåbner.


Ud over aflevering af skriveøvelser skulle vi også skrive opgaver: 2-3 sider hvor vi skulle reflektere over en forfatters eller vores egne virkemidler - fra sætningskonstruktioner til overordnet plot - og meget andet i sammenhæng med litteraturvidenskabelige tekster. Ved at være 'tvunget' til at skrive en refleksion over baggrundene og den forventede virkning af mine valg møntet på en kritisk læser, har jeg fået større indsigt i og overblik over mine egne og andres tekster.


Det vil være ærgerligt at miste denne tvungne refleksion, nu hvor Skrivekunst er afsluttet. Som mange andre skrivende har jeg en slags journal, hvori jeg skriver ideer, pludselige indsigter og opdagelser, men jeg kan se, at jeg ikke altid er så påpasselig med at få skrevet så detaljeret som muligt, når kun jeg selv er læseren. Jeg håber, at jeg her med tanken - illusionen - om en modtager kan fastholde mig selv i at reflektere skriftligt over skrivning. Så det er formålet her - og så selvfølgelig skamløs selvpromovering :)

Skriv endelig en kommentar, hvis du falder over noget, der vækker din interesse.