tirsdag den 26. januar 2010

A. Silvestri




A. Silvestri er en dansk, up-coming forfatter, som virkelig er spændende at følge. Silvestri begår sig først og fremmest inden for de fantastiske genrer, men han kan tydeligvis betvinge de fleste genrebetegnelser og endda bryde dem. Hans udgivelser bare det seneste års tid er et tydeligt bevis på dette - og en imponerende liste over sejre i diverse novellekonkurrencer. Se bare her:
When The Music’s Over” (Science fiction i SFCs Under overfladen)
“Godnat” (Science fiction i SFCs Den Hemmelige dal – lige under overfladen 3)
“Intensiv” (Realisme i Darklights Vintergækkerne nikker)
Je Ne Sais Quoi” (Fantastisk fortælling i Valetas Begyndelser – en antologi)
World Wide Web” (Horror i H. Harksen Productions endnu unavngivne antologi)
“Der Er Engle Nok Til Alle” (Horror i H. Harsen Productions Dystre Danmark)
“Forhæng” (Realisme på Novelleforlaget.dk)
“Julebal i Nisseland II” (Humor/jul på Novelleforlaget.dk)
Atjuh!” (Humor i Himmelskibet nr. 22)
Og jeg er langt fra sikker på, at det er en komplet liste. Derudover må det lige med at “When The Music’s Over” vandt Fantastikprisen for 2008 for noveller - altså den bedste danske fantastiknovelle udgivet i 2008. For at det ikke skal være løgn, fik Silvestri ved prisoverrækkelsen at vide, at en af hans andre noveller, “Atjuh!,” havde vundet den (næsten) årlige novellekonkurrence afholdt af Foreningen Fantastik.

Hvis jeg skal fremhæve en af Silvestris mange gode noveller, bliver det horrornovellen “Der Er Engle Nok Til Alle,” da den krystalliserer Silvestris, efter min mening, største styrke: Sproglig originalitet og macheteskarpe billeder, der skærer igennem og rammer læseren, og man kan her fornemme Silvestris baggrund i lyrikken. Følgende er blot et af mange eksempler fra novellen og viser på befriende facon, at Silvestri på ingen måde forfalder til at holde igen: “Indsamleren […] sætter spidsen af boret til den store lårmuskel i venstre ben. Han sikrer sig, at knoglen ikke er i vejen da han trykker aftrækkeren ind. Lyden af boret er meget høj, før det graver sig ned gennem kødet. Trevler flyver op og rammer ham i ansigtet, blodet plasker ud i et haglvejr …” Desuden er der flere steder originale, Chandler-agtige noirdetaljer som denne forrygende sammenligning: “Stationskaffen smager som brændte insekter, men hun slynger den alligevel i sig.”

Jeg ser frem til fortsat at følge med i Silvestris skriverier – det kan alle gøre på hans blog:http://asilvestri.blogspot.com/