lørdag den 11. april 2015

Sprækker vinder


Jeg var så heldig, at min novellesamling Sprækker vandt prisen som Årets Horror Udgivelse 2014. Prisen uddeles af Dansk Horror Selskab, og vinderen udvælges af en uvildig jury. Den bestod i år af bl. a. Søren Staal Balslev, skribent hos Weekendavisen, Jan M. Johansen, Bibliotekar ved Københavns Biblioteker og Steffen Larsen, journalist ved Politiken.

Juryens begrundelse lød:

''Juryen finder, at Sprækker er en række stemningsmættede og dystre noveller, hvor underspillet ondskab og snigende gru er i fokus. Vork mestrer på bedste vis den svære kunst at skræmme voksne mennesker ved hjælp af psykologiske virkemidler frem for billige effekter. Sprækker er velskreven horror fyldt med sproglige finesser, og løfter genren til sjældne litterære højder.''

Jeg er virkelig stolt af prisen, og det var en fantastisk dag til prisoverrækkelsen på Krimimessen i det gamle statsfængsel i Horsens.